DM 2026 A-række (21 + 22 november)

05-08-2026 15:48
2402 SGM Karsten Bredahl
Redigeret 20-09-2026 02:32
2402 SGM Karsten Bredahl

Lokation og dato

21+22 november på Hotel Marina, Vedbæk

Enkeltværelse                           849,- inkl. morgenmad
Dobbeltværelse                        1049,- inkl. morgenmad
Detaljer tilgår men man kan sende en mail til Rie Hanke sales@hotelmarina.dk og booke allerede nu.

Tilmelding, betaling og præmier

Alle medlemmer af DBgF med dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse (adresse) i Danmark har lov at deltage under gældende format, som er baseret på seedning i alle runder.

  • Deadline for betaling: onsdag d. 18. november
  • 1000 kroner (900 til præmier og 100 til registrering)
  • Betales via hjemmesiden https://www.backgammon.dk/Turneringer/Tilmeldte%2Bdeltagere
  • Senregistrering koster 100kr. ekstra (i alt 1100 kroner kontant på dagen)
  • Præmier
    • 77% fordeles over cup-kampene (8 præmier)
    • 23% fordeles over consolation (4 præmier)
    • Præmier slås op i spillelokalet ved TL-bordet (procentsats længere nede her i tråden)

Format

Monrad med seedning lørdag og cup med consolation søndag

  • Lørdag:
    • Monrad (swiss med triple elimination, 3 nederlag = klar til consolation søndag)
    • 6 runder til 9 points
    • Seedning i alle runder (høj vs lav indenfor point-laget)
    • Byes (ved ulige) gives til lavest-ratede i gruppen med færrest points
    • Ved pointlighed afvikler TL en cup-afgørelse, så feltet spilles ned til 8 kvartfinalister
      (fx en DMP-turnering, ingen skrivebordsafgørelser)
  • Søndag:
    • Main, Cup med høj-lav seedning i QF og SF (matchlængde tilgår)
    • Consolation, ingen seedning, ren cup (info tilgår dag 1 ved velkomst), matchlængder min. 9 points (afhængig af antal deltagere)

 

Noter / Faq

  • ”Dice on Checkers” anvendes
  • Der seedes efter ratingliste pr. 22. oktober (4 uger forud for turnering)
  • Program slås op på dagen ved turneringsleder-bordet (se også foreløbigt herunder)
  • Ur-tvang (medbring selv ur)
  • Bafflebox-præference (modstanderen må gerne bruge kop)
  • Undgå gerne pauser i lørdagens 6 runder (men ellers maks. 1 pause á maks. 5 minutter)
  • Turneringsleder: Sanne Birch + assistent
  • Der arrangeres jackpots fra 4. runde og frem
--------------------------------------------------------

Det med småt og detaljerne…

Program slås op på dagen ved TL-bordet men i store træk:

Fredag 20. november

Kl. 19.00 8-mands Super jackpot 13 points, først-til-mølle 1500 kroner (incl. 100kr. reg.) - der spilles 2 runder fredag og finale i løbet af weekenden efter aftale. Præmier 70% til nr. 1 og 30% til nr. 2
Kun 8 pladser (kan opgraderes til 16 på en separat liste ved stor interesse)
Kl. 19:30 4-mands jackpots

Lørdag 21. november DM individuelt

Kl. 10.00 – 10:30 Sen registrering

A-rækken                                                                              
kl. 10:45 velkomst
kl. 11:00 Runde 1
kl. 12.30 Runde 2
kl. 14.00 Frokostpause                 
kl. 14.30 3. runde 
kl. 16.00 4. runde
kl. 18.00 Middag
kl. 20.00 5. runde
kl. 21.30 6. runde
tider er vejledende

Søndag den 22. november

kl. 10.00 Kvartfinaler 13 point
kl. 13.00 Semifinaler 13 point
Kl. 16.00 Finale 13 point
matchlængder er vejledende               

Note om DM-formatet:
Det er hårdt, idet ratinglisten danner fundamentet, og der seedes i alle runder. Så har man f.eks. 900 i rating så vil man formodentlig møde nogle fra toppen af ranglisten hele vejen.
Men alle er velkomne - ingen holde ude! 
Præmis for DM er, at det skal være det højeste bjerg at bestige for medlemmerne af DBgF.
Samtidig skal ingen ekskluderes fra deltagelse (f.eks. via top-32 modellen), og alle have muligheden for at tage titlen baseret på spillets præmisser (over brættet).

Præmierne følger denne fordelingsnøgle:

  • 21% til nr. 1 (+ bafflebox med DM-logo + pokal)
  • 14% til nr. 2 (+ pokal)
  • 9% til hver af de 2 semifinalister
  • 6% til hver af de 4 kvartfinalister
  • 9% til nr. 1 i consolation (+ pokal)
  • 6% til nr. 2 i consolation
  • 4% til de 2 semifinalister i consolation
04-09-2026 10:50
8114 IM Michael Greholm

Vi er mange der glæder os til DM. Jeg vil igen opfordre til, at der findes en anden løsning end korrektion til at placere spillere med samme antal vundne kampe. En runde dmp tager ikke lang tid - og alle har fået en 'ren afgørelse' der lå i deres egne hænder.

04-09-2026 12:08
2402 SGM Karsten Bredahl

Nemlig og det er også sikret, så det fra sidste år ikke kan ske i år

06-09-2026 13:19
8114 IM Michael Greholm

Det ser godt - jeg glæder mig til at møde op.
Tak for god struktur - turneringssetup!

10-09-2026 22:46
9 SGM Christian Munk-Christensen

Hvor er det ærgerligt, at formanden bliver ved med at pushe dette format til DM.

Det er et uretfærdigt format, fordi det bryder med det væsentlige princip om, at alle spillerne skal have det samme udgangspunkt. 

I det aktuelle format vil de højtratede spillere, heriblandt mig selv, fortrinsvis møde lavtratede spillere, og lavtratede spillere vil kun møde højtratede spillere. 

Det er indlysende, at det derfor er uendelig meget lettere for en højtratet spiller at kvalificere sig til kvartfinalerne end det vil være for en lavtratet spiller. Så når der skrives i invitationen, at det er et hårdt format, så gælder det kun for de lavtratede spillere. For de højtratede spillere vil det være en blødere turnering end hvis modstanderne findes ved lodtrækning.

Jeg har gentagne gange argumenteret imod dette format og vil fortsætte med at gøre det. Den sportslige integritet lider alt for meget med det nuværende format, og det devaluerer titlen. 

 

Når det er sagt, så forventer jeg stadig at deltage, da DM for mig er årets vigtigste turnering og titel, selv med dette uretfærdige format.

 

16-09-2026 15:33
279 Gitte Dalgaard

Jeg er helt enig med Christian.

Det er ikke et spørgsmål om, at de stærkeste spillere ikke skal være favoritter. Det er de allerede. Spørgsmålet er, om formatet skal give dem yderligere fordele.

Når man seeder høj mod lav i alle runder, bliver det især en ulempe for de mellem- og lavere ratede spillere, som faktisk klarer sig godt i turneringen.De allerlavest ratede forventes statistisk ikke at vinde lige så mange kampe – sorry, ikke for at fornærme nogen, det er bare sådan ratingen fungerer :-)

Men spillere omkring 1125-1200 kan godt spille sig til final 8 i en DM-kvalifikation.

Tag Christian som eksempel. Med en rating omkring 1250 vil han være favorit mod langt de fleste i feltet. Det er hans helt naturlige og fortjente fordel som stærk spiller.

Lad os sige, at Christian vinder sine første tre kampe.
Han har så 3-0.

Runde 4 skal så lægges blandt de andre spillere, der også har 3-0. Uden seedning her, er de lige stillet, bortset fra den naturlige favorit værdighed.

Men med høj-mod-lav-seedning sorterer man først 3-0-spillerne efter rating.
Er Christian den højest ratede i gruppen, får han den lavest ratede 3-0-spiller.

Den lavere ratede spiller har præsteret nøjagtig det samme som Christian i selve DM:  Begge har vundet tre ud af tre kampe.
Alligevel bruges deres rating fra før turneringen til at give Christian den på papiret letteste modstander i gruppen – og den lavest ratede den på papiret sværeste.

Christian er allerede favorit på grund af sin spillestyrke. Nu hjælper turneringsformatet ham oveni ved at give ham den lavest ratede modstander blandt dem, der har præsteret lige så godt som ham.

Og det stopper ikke dér. Det samme princip anvendes igen i næste runde og igen i næste.  Det er dét, jeg har svært ved at se rimeligheden i.

Held er en del af backgammon. En lavere ratet spiller kan have en fantastisk weekend og slå tre stærkere spillere.
Men den stærkere spiller er stadig favorit i den næste kamp.
Har vi brug virkelig for et turneringssystem, der forsøger at korrigere for, at den lavere ratede spiller måske har været heldig.
Alle har betalt samme indskud, og spiller for  DM-titlen og den samme præmiepulje,

Har to spillere præsteret det samme i turneringen, bør deres vej videre ikke gøres lettere eller sværere alene på grund af den rating, de havde, da turneringen begyndte. Man skal belønne præstationen i turneringern.

Det er en fint at seede i runde 1, og i Kvartfinalerne. 

 

 

 

 

 

16-09-2026 17:16
2402 SGM Karsten Bredahl

Kære Christian & Gitte

Det ville klæde jer bedre, om I valgte ikke at gøre DM-tråden til en debat om holdninger for eller imod.
Jeg kan tilbyde jer at åbne en debat tråd under 'generel debat', så I kan få afløb for jeres utilfredsheder med diverse, men undlad at gøre denne tråd til en ørkenvandring i holdningsudvekslinger.

11-09-2026 08:44
2402 SGM Karsten Bredahl

Jeg vil blot kvittere for læsningen af angrebet fra CMC og minde om, at dette ikke er en debattråd men nok er bedre egnet som ytringer om deltagelse alene og spørgsmål til fejl og mangler i programmet (som løses straks tiden tillader det). 
Hilsen formanden for DM-udvalget (ikke DBgF)

PS jeg vender retur andetsteds angående ovenstående 

13-09-2026 16:48
1795 Morten Haumann

Vil der være DM i speed om søndagen?

14-09-2026 14:51
2402 SGM Karsten Bredahl

Nej, DM i speed kommer ud i en separat turnering en anden god gang (ikke 2026). Det er lagt i pipeline at den fortjener noget større opmærksomhed.

14-09-2026 08:20
9 SGM Christian Munk-Christensen

Jeg kan se, at der er 5% af præmiepuljen til spilleren med flest sejre om lørdagen. Hvad gør I hvis der nu er flere spillere med flest sejre?

14-09-2026 14:52
2402 SGM Karsten Bredahl

Det er et godt spørgsmål og i trit med, at korrektionen ikke er en del af formatet, så vil denne præmie udgå og fordelingen revurderes, så de 5% ender blødt og blidt ud over de andre præmiemodtager.

16-09-2026 22:41
9 SGM Christian Munk-Christensen

"Ved pointlighed udover 8 spillere afvikler TL en cup-afgørelse, så feltet spilles ned til 8 kvartfinalister"

 

Kan du uddybe inden turneringen, hvordan I sikrer 8 spillere til kvartifinalerne?

 

Vil der blive anvendt korrektion, ratingkorrektion, lodtrækning, eller måske ekstra kampe mellem de involverede spillere?

17-09-2026 08:06
2402 SGM Karsten Bredahl

Spørgsmål til format er godt :) og Greholm spurgte lidt ind til samme højere oppe.

Vi skal ramme 8 kvartfinalister inden lørdag aften er slut og sidste år blev nogle dømt ude på en ratingkorrektion, hvilket alle lærte af, så det vil ikke ske i år, hvor der vil blive en sportslig afgørelse, hvilket var den efterspurgte vare sidste år. Da tiden på det sene tidspunkt er vigtig, så vil jeg tro, en DMP-afvikling over brættet vil være værktøjet.

Lad os i et eksempel antage, at der er 1 spiller med 6 points og 8 spillere med 5 points. Så skal de 8 spillere spilles ned til 7.
Det kunne være i en DMP-konkurrence, hvor man laver et cuptræ med 8 spillere, hvor TABEREN går videre og til sidst har vi en taberfinale, hvor taberen af den forlader turneringen.
Det er bare ét eksempel, men der kan være mange scenarier, hvorfor de ikke alle kan beskrives, men det udtænker TL, når/hvis det sker.

17-09-2026 17:05
2402 SGM Karsten Bredahl
Redigeret 17-09-2026 17:15
2402 SGM Karsten Bredahl

Invitationen er nu tilrettet med...

  • den justerede præmiestruktur efter 5% til vinder dag 1 er fjernet og decimalerne er afrundet til hele tal
  • information om Super Jackpot, som er 8 forhåndsregistreringer med indskud i alt 1500 kr.
  • Information om afgørelse ved pointlighed lørdag aften (TL-beslutning)
  • tilmeldinger kan ses under "tilmeldte deltagere"
    https://www.backgammon.dk/Turneringer/Tilmeldte+deltagere

...og der uploades et udarbejdet præmis for DM (såvel som alle andre af forbundets DM'ere) i løbet af weekenden samt en tråd under 'generel debat' til de, som ønsker at debatere formatet generelt.
Denne tråd er til spørgsmål til DM.

21-09-2026 17:10
9 SGM Christian Munk-Christensen

Du skriver i invitationen: 

  • Monrad (swiss med triple elimination, 3 nederlag = klar til consolation søndag)

 

Skal det forstås således, at spillere med 2 nederlag, der ikke kvalificerer sig til kvartfinalerne, er udelukket fra consen?

21-09-2026 17:34
2402 SGM Karsten Bredahl

Nej. Er man ikke i QF, kan man deltage i consolation. 


DBgF.dk – Backgammon.dk – Dansk Backgammon Forbund