Forårsbrev fra Turneringsudvalget 2025
Kære Alle,
I TU er der som altid travlt med turneringsgodkendelser, flytning af kampe, mailforespørgsler, resultattildeling, turneringsafvikling, planlægning, lokalesøgning, hjemmeside finurligheder og meget andet! Det er rigtig godt! Vi har et super samarbejde med Erik i sekretariatet, som altid er klar til at hjælpe, og set-ups i excel admin finder man ikke nogen bedre end vores Formand Karsten Bredahl til, tusind tak for hjælpen!
Holdturneringen går godt, - vi glæder os til at holde en samlet afslutning i Øst igen. Vi er i gang med nye tiltag til næste sæson, herunder bliver der blandt andet indført Dice on checkers i næste sæson, vi kommer til at forklare reglen så tydeligt som muligt.
I 2024 år skrev vi et præliminært ”rejseprogram” til de rejsende divisioner, Eliten & 1. division. Det var i håb om, at det ville lette holdenes planlægning at kende datoerne i god tid, vi håber det har været til gavn. Det kræver TU planlægger i god tid, og tak til Asger Kring for altid stor hjælp, og det varer heller ikke længe, før vi retter fokus på weekendplanlægningen for sæson 2025 / 2026.
Planlægningen skal også bidrage til at sikre en rimelig fordelt kampafvikling, så den ene ”halvdel” af kampene, er afviklet inden jul. Alle hold møder hinanden to gange i sæsonen, og hvis man har en udskudt ”første møde” kamp, skal den fortsat helst afvikles inden jul.
Det kan naturligvis blive lidt bøvlet i Øst/Vest kampe, men det bør tilstræbes. Det er normalt, at Vest hold spiller lidt forskudt af Øst, fordi mange kampe afvikles som weekend runder.
Vi skal have set på en opdatering af HT-reglerne, herunder omkring kaptajn rollen på spilledage, holdsætning online i HT-modulet, godkendelsestidspunkter, og så det her med reserverne, som i praksis fungerer rigtig fint, men så opdager man somme tider en variant, der ikke lige var tænkt på ved introduktion, - eksempelvis må man med nuværende regler, først skrives på match protokollen, når man er mødt frem på spillestedet, - men hvor sent må man egentlig tilføje en reserve.
Og så var der lige det med holdskifte - Når en spiller skifter hold, vil spilleren fortsat figurere under sit tidligere hold i kampoversigten, spillerens kampe tæller jo stadig for det hold. Problemet er så, at når fx vedkommende flytter fx fra 3. til 2. holdet, vil spilleren figurere under linjen på 3. holdet, samme sted som de reserver et hold har benyttet står. Så kan det fejlagtigtit se ud som om et hold har benyttet flere end de tilladte reserver.
Derudover flytter ens score på divisionernes topscorer liste ikke med ved holdskifte, det følger nemlig holdet, ikke spilleren, dvs nye sejre tillægges ikke præstationen på det tidligere hold.
Det har altid været sådan, men det er en overvejelse værd, om man kan belønnes for sine sejre på topscorerlisten, trods holdskifte, så længe der er tale om, at alle kampe er spillet i samme division.
Sidst men ikke mindst, skal vi se på præferencer i forbindelse med både optag, stream & bafflebox.
Next step - vi skal se på om IT kan rette det med linjen, så det ikke ser ud som om et hold pludselig har anvendt flere reserver end tilladt. En foreløbig løsning kan man se i en tråd jeg har oprettet på Forum, hvor holdskifte, klubskifte og spil berettigelse fremgår.
2024 , et hængeparti, er ikke gået i glemmebogen - vi har simpelthen ikke nået det endnu, beklager! Der kommer snart en lille guide til nye holdkaptajner :-)
Normgivende turneringer – TU har altid haft mulighed for at dispensere, så turneringer udover VM, DM og Nordic gav mesterskabsnorm, kravet til turneringerne er høje, det skal være topturneringer.
I 2025, har vi valgt at give dispensation, så Munkebjerg Backgammon turnering bliver inkluderet. Munkebjerg er en stor og veletableret turnering. I turneringen spilles der til 11 point, mod nuværende krav om 13 point. Det høje niveau i de turneringer der udløser en mesterskabsnorm, mener vi Munkebjerg lever op til. Vi har talt med Normudvalget, og ved, at de er i gang med at se på krav, herunder matchlængder, og vi er sikre på, at Bredahl & Hallberg, sørger for optimale betingelser for tildeling af normer.
I 2025 er der planlagt en del turneringer allerede, blandt andet kan vi se frem til at Champions League og UEFA Champions League genopstår.
Turneringerne rundt om i landet finder I under NEXT Stop på https://www.backgammon.dk/
Har man et foretrukket tidspunkt på året, for afholdelse af turnering, så vær ude i god tid!
Når ens 2025 turnering er afholdt, kan man reservere næste års dato ved anmodning til Tu@dbgf.dk
Pokalturneringen for hold starter i år 1. maj. Man er velkommen til at danne hold på kryds og tværs, der skal bare være 3 deltagere pr. hold. Afslutningen bliver lørdag den 31. maj, 2025, Byens Hus i Hellerup, med Erik Sommer på TL-posten til finaledagen.
I ugen efter Munkebjerg, kommer programmet for afslutningen af holdturneringen, final 4 og playoffs. Vi glæder os til at se jer til afslutning 1. marts på Hotel Marina i Vedbæk!
I Vest har der traditionelt set ikke været samlet afslutning, men Christian Klebajn, Odense BG fortæller, at det er på tegnebrættet til sæson 25/26.
Man er altid velkommen til at kontakte os på tu@dbgf.dk
På vegne af TU
Gitte Dalgaard
Formand
Det med småt … men godt:
Godkendelse af kampe – særligt weekendkampene er det vigtigt at få godkendt i korrekt rækkefølge, dvs godkend runde 1, før runde 2 osv. Ratingministeren får lidt bøvl med at skulle rede trådene ud når kampene godkendes i forkert rækkefølge.