Dansk Backgammon Forbund ønsker et stort tillykke til Frederik Mikkelsen med sejren ved WBGF World Individual Championship 2026 i London.
Samtidig skal der lyde en stor anerkendelse og lykønskning til Pia Jeppesen, som med sin finaleplads var med til at sikre, at finalen blev et rent dansk anliggende. Det er en præstation, som i sig selv fortjener stor respekt.
At to danske spillere kæmper sig hele vejen frem til den afgørende finale på den største internationale scene er et stærkt bevis på det ekstraordinært høje niveau, der findes i dansk backgammon. Danmark har gennem mange år markeret sig blandt de stærkeste nationer i verden, og årets mesterskab understreger endnu en gang den bredde, styrke og kvalitet, som danske spillere besidder.
Selvom det danske landshold i årets World Teams National Championship havde marginalerne imod sig og sluttede nederst i gruppen efter flere tætte opgør, blev mesterskabet samtidig en markering af Danmarks position som en af sportens absolut førende nationer.
Dansk Backgammon Forbund ønsker derfor både Frederik og Pia hjerteligt tillykke med de flotte resultater. I har på fornemmeste vis repræsenteret dansk backgammon og vist, hvad dedikation, talent og mange års arbejde kan føre til på den internationale scene.
Vi glæder os over at se danske spillere præge toppen af international backgammon og ser frem til at følge jeres videre rejse.
Stort tillykke til jer begge.
Der var flere danske resultater på toppen, idet last chance i Championship blev vundet af Erik Sørensen og ditto i intermediate blev vundet af Inja Myhr.
Tillykke til jer!
Dansk Backgammon Forbund