Nyheder

Testspillere og prøvelæsere søges

09-02-2021

Testspillere til online-turneringer

DBgF har indledt et samarbejde med Backgammon Studio Heroes om, at forbundet (og snart også klubber) kan afvikle online-turneringer for forbundets medlemmer. Kampene vil blive ratet på en ny online-rangliste her på backgammon.dk.

Vi er nu så langt med it-udviklingen, at vi har brug for medlemmer, der vil deltage i test af setup’et. Testen omfatter et tjek af, om Heroes verificerer DBgF-numre korrekt, deltagelse i et par små turneringer samt kontrol af, om resultater overføres korrekt til den nye online-ratingliste. 

Du behøver ikke at være registreret bruger hos Backgammon Studio Heroes, men skal selvfølgelig oprette dig for at være med i testen. Er du interesseret i at deltage, så skriv en mail til info@dbgf.dk.

 

vi har brug for prøvelæsere til BACKGAMMON AKADEMIET

Inden længe åbner "Backgammon Akademiet". Akademiet består af en række tekster (lektioner) med tilhørende opgaver og videoer, der giver en grundlæggende og systematisk introduktion til spillet. Målgruppen er begyndere. Materialet vil blive tilgængeligt for alle her på backgammon.dk og skal bidrage til at udbrede kendskabet og interessen for backgammon i Danmark.

Vi har brug for prøvelæsere på alle niveauer. Vil du være prøvelæser, så skriv til info@dbgf.dk.

DBgF.dk – Backgammon.dk – Dansk Backgammon Forbund