Nyheder

Julebrev

21-12-2021

Kære medlemmer.

Så går 2021 på hæld, og man kan roligt sige at det ikke har været et normalt år – med Corona, der satte sit præg overalt, også på vores aktiviteter.

Ligesom mange andre oplevede vi at måtte aflyse flere af vores normale arrangementer. Det betød til gengæld kronede dage for online-BG, og Galaxy og Studio oplevede begge massiv tilstrømning.  DBgF indgik samarbejde med Studio, hvor vi fik gennemført flere omgange af Månedens Hero, med god tilslutning.

DBgF’s hjemmeside fik tilpasninger til også at kunne håndtere kampe spillet online med en udvidelse af medlemsprofilerne og en online rangliste.

Siden kom der gang i live BG igen, efter både holdturnering og Nordic Open måtte lukke ned. Vi fik gennemført aktiviteter som DM, pokalturnering, Hampen Open, Sommer Cup, DM Doubles og DM for Damer/Årets Tøsedreng. Med konstant skiftende restriktioner at skulle forholde sig til. Her sidst på året strammer det til igen, og vores aktiviteter er under pres igen.

Så det har – ligesom i en rigtig BG-kamp – så sandelig været et år med både op- og nedture. Set i det lys er det værd at glæde sig over, at vi har haft medlems-fremgang i 2021. Bestyrelsens målsætning om 500 medlemmer blev mere end overgået, da vi har passeret 600. Det er klart et tilfredsstillende tal, men bestyrelsen vil fortsat have fokus på hvordan vi kan øge vores medlemstal.
Det er en vigtig del af vores vedtagne strategi for de kommende år, for vi tror fuldt og fast på at der er flere BG-glade derude, der kan lokkes med i forbundet. I den forbindelse har bestyrelsen afholdt en strategidag, med fokus på flere spændende tiltag i fremtiden. Mere om det senere.

Alt det kunne ikke lade sig gøre uden alle jer frivilliges indsats. Året har stillet særligt store krav til jer, og derfor skal der lyde en kæmpestor tak til alle for det gåpåmod og det kæmpe arbejde, I har udført. 

Ikke mindst en tak til jer der har afholdt turneringer i årets løb. Fra bestyrelsens side har vi fokus på at få flere med ”på vognen”, da vi arbejder på at få en turneringsleder-uddannelse sat i gang i 2022.

I det nye år arbejder vi også på at få et online-DM op at stå, samtidig med at vi fortsætter med Månedens Hero.

DBgF er også medlem af paraply-organisationen Danmarks Tankesports-Forbund, og her planlægges der som noget nyt en Tankesportens Dag. Det bliver i maj 2022 på Frederiksberg, hvor vi også er med. Også mere om det senere.

Vores landshold var i 2021 i Trier (Tyskland) for at spille om VM. DBgF er meget glade for at have Boozt.com som sponsor og holdet blev således iklædt flotte nye spillertrøjer.

Holdet kom rigtig skidt fra start med et nederlag til værtslandet og kæmpede sig videre i turneringen til kvartfinalen hvor vi måtte kapitulere til Frankrig.

Udtagningskriterierne til landsholdet blev revideret i 2020, da det på grund af Corona-nedlukning ikke har være muligt for spillerne at få nok livekampe til at kunne opfylde kravene om mange TMP spillet med laveste errorrate. I stedet blev det til en kvalifikationsturnering for spillere med status af Grand Master (GM og botnorm 1), der så skulle spille udtagelsesturnering mod de direkte kvalificerede, som var spillere med minimum en botnorm 2

Denne nye udtagelse udmærker sig med en betydelig mindre administrativ byrde end den tidligere og vil således benyttes fremover. I 2022 er Italien værter i Venedig for næste verdensmesterskab.

Så alt i alt står DBgF godt rustet. Vi kom godt igennem 2021, vores økonomi er god, og året ser ud til at ende indenfor den budgetterede ramme. Vi har rigtigt meget at se frem til i 2022.

Med de ord vil jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår,

 

p.v.a bestyrelsen i DBgF

Pernille Rosendal, formand.

 

DBgF.dk – Backgammon.dk – Dansk Backgammon Forbund