Akademiets forside | Opgaver til lektion 1 | Video til lektion 1 | Lektion 2
Backgammon Akademiet
For at vinde i backgammon er man nødt til at rulle godt. I mange tilfælde er det synonymt med at rulle høje slag. Og i den forstand er backgammon først og fremmest et kapløb, hvor det gælder om at få brikkerne hjem i sikkerhed og få dem taget af hurtigst muligt.
Men det er ikke altid nok til at vinde. Selvom man er foran i ræset, kan modstanderen have opstillet forhindringer i form af punkter, som skal forceres. Det lykkes ikke altid, uden at man bliver ramt. Derfor beskrev Paul Magriel (forfatter af den første store, moderne backgammonbog ”Backgammon") meget rammende backgammon som et forhindringsløb.
I backgammon er det ikke en god spilleplan at løbe om kap med én, der er foran. Det gik ikke for Achilleus mod skildpadden, og det går heller ikke i backgammon. Så er det bedre at prøve at genere modstanderen.
Den allervigtigste grundregel i backgammon er derfor: Er du foran i ræset, så løb. Er du bagud i ræset, så skab forhindringer for din modstander.
Den regel er så fundamental, at den ikke kan gentages nok. Og forunderligt nok bliver reglen ofte overtrådt af selv øvede spillere, der løber med en af de bageste brikker, selvom vedkommende er bagud i ræset. Men det er næsten altid forkert at gøre. ”Næsten”, fordi vi i backgammon ikke kan formulere regler uden undtagelser. Men denne regel er en af dem, der har færrest undtagelser, så vi gentager lige:
Er du foran i ræset, så løb.
Er du bagud i ræset, så skab forhindringer for modstanderen.
Lad os se på et simpelt eksempel:
Figur 1
Hvid er bagud i ræset med 10 pips og skal rykke en 54’er. Hvid spørger sig selv: Skal jeg rykke de 2 brikker på 14-punktet, eller skal jeg finde på noget andet?
Efter rullet er hvid kun 1 pip bagud og har derfor rimelige chancer i løbespillet. Det er bare ikke nok. I et løbespil kan man aldrig være favorit, hvis man er bagud i ræset. Derfor er det en fordel for hvid at blive stående og i stedet rykke de to brikker i det ydre hjemland. Hvis hvid er heldig, bliver sort nødt til at give skud. Rammer hvid en sort brik, er hvid så godt som sikker på at vinde.
Hertil kan man selvfølgelig indvende, at man er nødt til at være heldig for at vinde, især når man er bagud, og derfor kan man lige så prøve godt løbe. Men her handler det om at maksimere sine chancer for at være heldig. Hvis hvid løber, kan hvid rulle bedst og vinde. Hvis hvid bliver tilbage, kan hvid rulle bedst og vinde, eller hvid kan få et skud og ramme. Det er 2 muligheder i stedet for én. Derfor skal hvid blive stående.
Figur 2
I figur 2 skal hvid igen rykke 45. Nu er hvid foran i ræset, så derfor er det eneste rigtige er at flytte de bageste brikker med 14/10 14/19. Med trækket forcerer vi den sorte forhindring og bliver stor favorit; faktisk så stor, at vi er næsten sikre på at vinde spillet næste gang. Hvis vi bliver stående, gør vi blot sort en tjeneste. Sort er bagud og har brug for at blokere. Ved at løbe forbi sorts punkt, minimerer hvid sorts vinderchancer.
Figur 3
I figur 3 er hvid bagud med 14 pips og skal rykke 6-1. Hvid er nødt til at give et skud. Det ser fristende ud at løbe fra 20-punktet. Det koster kun 5 pips at blive ramt, og det er usandsynligt, at sort kan hitte den løse hvide brik uden selv at give skud. Hvis hvid i stedet flytter 13/7 med 6’eren, koster det 12 pips at blive ramt, og hvid får heller ikke nogle returskud. Men hvid skal blokere med de bageste brikker, så det er rigtigt at lade ankeret være og i stedet spille 13/7 6/5 (eller noget andet med 1'eren).
I praksis vil vi meget ofte stå i situationer, hvor vi skal beslutte, om vi skal løbe eller blive stående med de bageste brikker. Og som regel er det rigtigt at blive stående, hvis vi er bagud i ræset.
Figur 4
I figur 4 er hvid langt foran i ræset og ruller tilmed 33, som er et rigtig godt løbenummer. Hvid rykker derfor de bageste brikker med 16/13(2) og slipper forbi den ene sorte blokade. Hvid kan ikke slippe forbi den næste sorte blokade og må derfor spille en brik fra 8- eller 7-punktet med de sidste to 3'ere. Hvid har nu meget lettere ved at slippe forbi den sidste sorte blokade i næste rul.
Figur 5
I figur 5 er hvid langt bagud i ræset – også efter at have rykket 55. Hvid har derfor brug for at blokere. Hvid må derfor ikke fjerne sin blokade ved at spille 20/15(2) – eller endnu værre: 20/10(2). Hvid bliver bare stående og benytter i stedet lejligheden til at styrke sit bord med 13/3(2).
Dette er den vigtigste regel i backgammon og nok den med færrest undtagelser. Så husk frem for alt:
Akademiets forside | Opgaver til lektion 1 | Video til lektion 1 | Lektion 2